Saltum Kirkes historie 

Saltum kirke er Hvetbo Herreds største og mest monumentale. Den var herredskirke, muligvis allerede, da tingstedet fandtes i Hune, og da dette flyttede til Saltum, var det ganske naturligt, at den også kom til at fungere som sådan. Herredskirker indførtes ved lov af 1284, og deres funktion bestod i, at en skyldner kunne deponere, hvad han skyldte, når kreditor nægtede at modtage det skyldige. Senere benævnes en sådan kirke fjerdingskirke, og den fik tillige den funktion, at den blev opbevaringssted for herredets arkiv. Fjerdingskirken lå i reglen nær ved tingstedet, og for Saltums vedkommende lå dette umiddelbart nord for kirken ved Tinghøj. Det gav anledning til, at tingmændene undertiden i dårligt vej søgte tilflugt i våbenhuset. Det var til stor gene for præsten, fordi tingdagen var om lørdagen, hvilket også var dagen, hvor præsten holdt skriftemål. I den anledning klagede biskoppen i 1631 over, at “tingmændene forstyrrede præsten med bulder og blodige eder, så han ikke i rolighed kan holde skriftemål”.

Kirken opførtes omkring 1150 som en romansk granitkvaderbygning med tårn, skib, kor og apsis på en profileret sokkel. Koret var skilt fra skibet ved en smal triumfbue.

Omkring 1450 blev kirken ombygget. Tårn, kor og apsis blev nedrevet. Tårnets nederste del blev inddraget i selve kirken. Mod vest fik kirken et nyt tårn med blændingsfacade og med gotiske hvælvinger. Dette benyttes nu som ligkapel. Skibet forsynedes med tre fag og koret med 1½ fag ottedelte ribbehvælvinger, og de romanske kvadermure blev til dels omsat og forhøjet med munkesten. Ved skibets sydmur blev våbenhuset tilbygget. De gamle granitkvadre blev overalt genanvendt. De krumme og profilerede sokkelkvadre fra den oprindelige apsis er indmuret i korets nordmur som sokkelsten.

Tårn og våbenhus er i dag teglhængte, mens skib og kor er tækket med blyplader.

Det oprindelige skib var meget lille. Det havde kvindedør i nordsiden og mandsdør i sydsiden. Kvindedøren er nu til-muret, mens mandsdøren blev bibeholdt som kirkens indgangsdør fra våbenhuset. Over døråbningen er der en enkelt halvkredsformet tympanon, og over den en rundbue af granit. De tre romanske vinduesåbninger i nordmuren er bevaret, den midterste dog tilmuret. Sydmuren rummer fem vinduer af forskellig størrelse, som dannedes ved ombygningen eller senere. Korets nordmur blev ved ombygningen forsynet med en præstedør, som formodentlig blev tilmuret efter reformationen.

I 1912 restaureredes dele af inventaret. En gemmengribende restaurering af hele kirken skete i 1959, og ved udgravningen blev kirkens byggehistorie udforsket.

Saltum Kirke set fra sydøst.

Altertavlen i Saltum Kirke med figurer fra det 14. århundrede

Kirkeskibet i Saltum Kirke mod vest med orglet i baggrunden

Overfor indgangsdøren er der på skibets nordvæg en sengotisk korbuekrucifiksgruppe. Den har formentlig før 1450 haft sin plads i triumfbuen og er sandsynligvis blevet til i første halvdel af 1400-tallet. For dette tidsrum taler også både figurernes holdning og foldekast: Marie, dem legemstore Kristus og apostlen Johannes. De fire korsarme bærer evangelistsymbolernes relieffer. Krucifiksgruppen restaureredes i 1912 og benyttedes siden som alterbillede. I 1959 blev den atter ophængt på nordvæggen, og i midten af 1990´erne blev gruppen restaureret.

Kalkmalerierne

Kirken indeholder en række senmiddelalderlige kunstværker. I koret ses kalkmalerier fra omkring 1520 i overgangen fra sengotikken til renæssancen. De betegnes som af eksperter som særdeles bevaringsværdige.

På nordvæggen findes Kristi stamtræ (Matthæus Evangeliet kap. 1). Billedet viser nederst Davids fader Isai (Jesse) hvilende på marken. Over ham står indskriften “irga Jesse floruit” – et skud blomstrede af Jesse saias 11,1). Nedenfor Jesse er malet et indvielseskors. Op af Jesses bryst vokser et træ, som forskellige kongelige forfædre er anbragt i, siddende i blomsterkalke i to rækker over hinanden. I nederste række fra venstre mod højre er Josafat, Joram, David med Harpe, Salomon og et ikke bevaret navn. De øverste række rummer Ezekias, Eleazer, Manasse, Sjealtiel, Abiut og Josias. Træets top bærer madonnaen i stråleglans med barnet på armen og over hende teksten “Que stella manirma” – hvilken morgenstjerne! (Johs. Åbenbaring 22,16). Skønt den ligevægtige billedkomposition i såvel rankeværkets som figurernes former bærer præg af renæssancens stilelementer, klinger sengotikken ud i den. Jessetræets motiv har sin rod i gotikken, og der findes kun få fremstillinger heraf i Danmark.

Korets hvælvingsfag er bemalet med blade, rankeværk og blomsterkalke. Ind imellem er børne-, fugle- og fantasiskikkelser gemt som små narrebilleder. Nogle af dem indeholder en vis kritik, som før reformationen i stigende omfang rettedes mod kirken og adelen. Hele kompositionen med det livfuld og elegant malede rankeværk er fuldstændigt præget af renæssancens ånd.

Et udsnit af de særdeles bevaringsværdige kalkmalerier på loftet over alterskranken i Saltum Kirke

Fontehimlen over døbefonden i Saltum Kirke

Saltum Kirkes prædikestol

Prædikestolen i Saltum Kirke er en seksidig karnap fra renæssancetiden og tilskrives den såkaldte Aalborgskole. Den er formentligt blevet til i tidsrummet 1581 til 1615. Begyndende ved prædikestolens trappe rummer billedreliefferne følgende scener: 1. Kristi fødsel, 2. Kristi dåb i Jordanfloden, 3. Kristi korsfæstelse, 4. Kristi himmelfart, 5. Kristi opstandelse, 6. Kristi genkomst (Kristus som verdensdommer). Den nederste afdeling viser i felterne: 1. Hr. Niels Nielsen (Hans Nielsen, præst i Saltum og provst i Aalborg 1581-1615), 2. Deus Justus Judex: Gud er en retfærdig dommer, 3. Otto Banners rød/hvide våbenskjold, 4. Ingeborg Skeels rød/hvide/blå våbenskjold, 5. Madret Knudsdatter (præsten Hans Nielsens hustru), 6. Summa legis divinæ est dilectio: Den højest guddommelige lov er udvælgelse i kærlighed. Otto Branner og Ingeborg Skeel var herregårdsfolk på Voergård Slot og har muligvis skænket prædikestolen.

Detalje fra prædikestolen: Kristi fødsel | Detalje fra prædikestolen: Kristi genkomst