Juleevangeliet fortalt for Saltums skoles elever ved gudstjenesten den 20. december 2024
Det er Jesu første tur på æselryg. Han ligger i sin mor Marias mave og hører hendes stemme, og også Josefs stemme, når han indimellem siger lidt.
Jesus er ventet i Betlehem.
De er på vej.
”Har du brug for at hvile lidt” spørger Josef sin Maria, da han ser, at endnu en ve er på vej. ”Bare lige et øjeblik” siger Maria, og Josef hjælper hende ned fra æslet, og hun lægger sig i vejkanten, mens andre går forbi. Et andet par stopper op. Det er Mirjam og Johannes fra Nazareth. De har fulgtes ad hele vejen. Det er den sjette dag, de er af sted. Inden aften bør de kunne være fremme i Betlehem.
De er tæt ved Jerusalem, og bare 7-8 kilometer derfra ligger Betlehem. Der er mange mennesker omkring dem. Der er nemlig folketælling over hele Romerriget. Kejser Augustus vil vide, hvor mange han hersker over. Den folketælling ligger netop på det tidspunkt, hvor Marias lille dreng fødes i Betlehem, sådan som de gamle skrifter fra 6-700-tallet fortæller, at det vil ske.
Fordi Guds Søn skal fødes i Betlehem, har kejser Augustus udskrevet folketællingen; men det ved han ikke.
Den lille dreng i Marias mave er på vej for at profetierne skal gå i opfyldelse. Verdens frelser skal fødes i Betlehem. Han er på vej. Han er ventet.
”Nu kan jeg lidt igen” siger Maria, og Josef løfter hende op på æslet. Mirjam, den venlige nabo fra Betlehem, holder øje med Marias veer. Hvor længe mon hun klarer det, før fødslen for alvor går i gang?
Hun er ung og stærk, Maria, og Josef passer godt på hende. De holder pauser undervejs. Maria hviler og får nye kræfter, og endelig når de frem til Betlehem.
”Her er der godt nok en del folk” siger Josef stille for sig selv. Hvordan skal de dog finde et sted til Maria og det lille barn, hun venter. Fremmede, der ligesom de selv er kommet for at være med i den store folketælling, har travlt med at se sig om for at finde et sted at sove. Nogle har taget telte med og har valgt at slå dem op uden for bymuren. Andre prøver lykken indenfor, ligesom Maria og Josef og Mirjam og Johannes nu gør.
Josef standser en af de mænd, der går forbi. ”Ved du, hvor kroen er” spørger han. ”Kan du se den væltede kærre der fremme?” spørger manden. ”To huse længere og så til højre ned af en gyde”. ”Tak” siger Josef, og så snor de sig igennem mængden og når den væltede kærre. To huse længere fremme ser de gyden, der munder ud på den gade, de går på.
De drejer til højre og længere fremme ser de kroen. Der er tæt af mennesker – også der.
”Mon det går” spørger Josef sig selv. ”Har de mon en seng til min Maria?”. Så er de der. En tyk krovært står i døråbningen og ryster på hovedet, da han ser de fire, der nu er på vej gennem mængden. ”Desværre” siger han. ”Alt er optaget”.
I samme nu går der en kraftig ve gennem Marias krop, og hun skriger af smerte. Bag kromanden kommer kromutter frem. ”Det går ikke” siger hun. ”Kom med herind”. Og så træder Josef ind i krostuen sammen med Maria, og kromutter fører dem mellem mange mennesker ind bagest i huset. De træder ud i stalden, hvor der er fred og ro.
En enkelt ko står og gumler. Man kan se, at der også plejer at være får og geder, men nu er der plads, og der ligger en dejlig masse hø.
Kromutter kalder ind i krostuen: ”Susanne, kom med de to lagner, vi lige har vasket. Sæt en gryde over ilden med vand. ”Og du”, siger hun til kroværten” du reder op her i høet til Maria”.
Få øjeblikke efter ligger Maria i det dejlige hø. Hun ligger på et lagen. Det andet er parat til at blive svøbt om hendes nyfødte. Både Mirjam og kromutter er omkring hende og følger med. Josef og Johannes har sat sig på et knippe hø. Endelig er de nået frem, og Josef kan lægge noget af ansvaret fra sig. Så langt så godt.
Maria er parat. Nu ligger hun trygt og lunt, og der er nogen til at hjælpe hende og tage imod det lille barn, hun venter.
Der går kun kort tid, så komme de sidste store veer. Kromutter og Mirjam tager imod ham, der nu er født til verden. Josef kommer hen. De ser på den lille. ”Er det virkelig sandt”, siger Maria, ”at han er verdens frelser og Guds Søn? Han ligner jo enhver anden. Men han er det smukkeste barn, jeg har set”.
De er stille lidt og takker Gud for den fine lille dreng. Maria blunder, men vågner og siger: ”Hvem er det, der synger? Hvor kommer det stærke lys fra”. Åh, nej, tænker Josef, nu dør hun. – Men Maria ligner ikke en, der er ved at dø. ”Kan du ikke høre englesang?” spørger Maria. ”Kan du ikke se lyset fra Himlen?”.
Josef hører ingenting. Han ser ikke noget.
Men Maria er lysvågen, indtil hun igen lægger sig til ro. Ved siden af hende ligger hendes lille, fine dreng i fodertruget. Han er svøbt i det lagen, kromutters Susanne fandt til ham.
Nogen banker på krodøren, der er blevet lukket for natten. Kromutter går ind i krostuen og åbner. ”Nej, Benjamin” siger hun. Hvad laver du her. Du skulle da være ude ved fårene. Du ser helt forstyrret ud”.
”Vi så en engel” siger gamle Benjamin med rystende stemme. Bag ham står de andre hyrder – forskrækkede og voldsomt glade på én gang.
”Vi lå og holdt nattevagt over hjorden, og så stod Guds engel foran os og sagde, at vi ikke skulle være bange. Men jeg har aldrig været så bange i mit liv, ikke engang den nat, bjørnen angreb os og flængede mit ansigt og tog mit ene øje”.
Maria har rejst sig halvt op og ser frem mod hyrderne, der nu er på vej ind i stalden. Gamle Benjamin går forrest. ”Vi fik at vide” siger han ”at der er født en frelser i Betlehem og at vi skal kunne se, at det er ham, når vi finder et barn svøbt og liggende i en krybbe”.
Stille kommer de nærmere. Helt stille for ikke at vække den lille i krybben. ”Her er han”, siger gamle Benjamin. ”Det er rigtig nok, hvad englen sagde”, og tårerne løber ned ad hans kinder. Med møje og besvær lægger han sig på knæ ved krybben. Han støtter sig til sin hyrdestav. De andre hyrder ser ham over skulderen.
De lugter af får, det er længe siden, de er blevet vasket, men deres øjne stråler. ”Jeg hørte englesang” siger Maria” og der var mere lyst, end det plejer så sent på natten. Hvad skete der”.
Gamle Benjamin rømmer sig, og så fortæller han, at da englen har sagt, at frelseren er født i Betlehem, er det som om et gardin trækkes fra oppe på Himlen. De ser ind i et mægtigt himmelsk lys, der er utallige engle, der synger og priser Gud, fordi verdens frelser er født. Ingen af dem tænker på, hvor lang tid det varer. Måske varer det en evighed, måske tager det fem minutter. Så lukker himlen sig over dem, og de beslutter sig for, at de vil ind til Betlehem. Det mærkelige er, at hverken fårene eller hundene reagerer på det, der sker. De ligger i fred og ro, og de er gået fra dem og har ladt dem blive tilbage uden, at nogen vogter på fårene andet end hundene. Det er ikke en nat som andre nætter. Det er som om Himlen er kommet ned på jorden.
”Og” slutter den gamle Benjamin ”Det er som om Himlen stadig er åben. Som om englene synger og der er himmelsk lys og hellig fred”.
Kromutter ser forbavset på ham. Han er ikke en, der plejer at bruge store ord eller kan finde ord. Nu taler han så smukt. Det er noget helt særligt, der sker.
Benjamin rejser sig. Han ligner en langt yngre mand nu.
Hyrderne trækker sig stille tilbage og går ud til deres fåreflok. Maria gemmer den gamle Benjamins ord i sit hjerte og tænker over dem.
Dagene går. Josef er begyndt at hjælpe Simon på den anden side af gaden med at reparere den væltede kærre, der var med til at vise dem vejen til kroen. Maria er stået op og giver kromutter og Susanne en hjælpende hånd ind imellem.
Og så en dag er der pludselig igen en stor flok mennesker udenfor. Der er en snakken og en råben.
”Hvad er der nu” siger kroværten, men mere når han ikke at få sagt. En kamel skryder udenfor, en anden svarer. En flok kameler er på vej ind i den smalle gyde. Forrest en hvid kamel. Kameldriverne er påpasselige, men det er som om, de store smukke dyr kender vejen. Flokken standser foran kroværtens åbne dør. Fremmede mænd i farverige kapper og med turbaner vundet om hovedet ser ned på ham. Det er som om, det lyser omkring dem. Den ældste af dem bøjer sig frem og ser ned på kroværten. ”Vi har fulgt stjernen” siger han. ”Stjernen har vist os vej hertil. Hvor er kongesønnen?”.
Kroværten træder et skridt tilbage. Nu har han hørt det med. Først kom hyrderne, der taler om frelseren, der er født i Betlehem, og nu kommer de her fremmede, der er klædt i de dyreste kapper og bærer de mærkeligste bukser i alle farver – og så snabelskoene. Han har snart fået nok, har han, kroværten.
En kongesøn. En kongesøn i hans stald.
Han er ude af stand til at få et ord frem.
På den anden side af gaden står Josef uden for Simons værksted. Han træder frem og bøjer sig ærbødigt for dem, der ser så kongelige ud og bringer alverdens rigdom ind i den smalle gyde i det gamle Betlehem. Her hvor David, blev født og voksede op som fårehyrde, før han blev valgt til konge. Det er jo derfor, han er der med sin Maria. Josef er i familie med kong David. Han skulle til den store folketælling i Betlehem, fordi han har kongeligt blod i årerne.
Men Josef ved også, at det ikke er på grund af ham, at der er nye gæster til Marias søn.
Kamelener knæler på forben og bagben og lægger sig besværligt i gyden. De fremmede, der ligner magikere fra Østen, stiger ned af deres kameler. De fortæller, hvem de er. De bor i Babylon. De har forsket i de gamle skrifter og læst, at når en stor stjerne kan ses på Himlen, fødes Himlens kongesøn. Derfor har de over et år fulgt den store nye stjerne – planeterne Jupiter og Saturn, der står tæt, og ligner en lille stjernesol. Og nu er de her. De er kommet for at tilbede Himlens kongesøn.
Maria træder frem i døråbningen med Jesus på armen.
De vender sig imod hende, og den ældste – ham, der ridder på den hvide kamel – bøjer sig for Maria med barnet. De andre, der står bag ham, knæler. Bag dem finder deres tjenere gaver frem fra kameltaskerne: Guldet glimter, myrraen dufter – den dejligste og dyreste salve i hele verden – og røgelsen bliver tændt. Kongelige gaver har de til ham.
Der er tykt af mennesker. Alle i Betlehem er kommet for at se det vidunderlige syn: At fremmede er kommet for at se Marias Jesus.
Hvem er han? Hyrderne oplevede Himlen åben, de hørte englesang, en engel gav dem besked, og nu har en stjerne på Himlen ført disse smukke fremmede til ham?
Maria ved det. I sit hjerte ved hun det. Hun hørte jo selv englens ord i Nazareth, da englen Gabriel fortalte hende, at hun var udvalgt til at føde Guds Søn til verden.
Glædelig jul.
Lisbeth Thomsen
Sognepræst