Juleaften 2024 14.45 og 16.00 i Saltum kirke

”Det er aldrig for sent at komme med i Guds store historie”

Om lidt skal I høre mere om det.

Jeg har taget en gammel julekasse med. År efter år er den blevet taget frem. Der har altid ligget hjemmelavede, hvide flettede julestjerner og hvide engle i den.

I dag er der noget mere i min gamle julekasse, og nu begynder vi på en historie, der handler om, at det aldrig er for sent at komme med i Guds store historie.

Her er der to krammedyr – et æsel og et lam. De er strikkede, æslet er gråt og smiler glad og det lille lam, der er en mellemting mellem lyseblåt og lysegrønt har hovedet lidt på skrå. Det er kært og nuttet.

En lille pige fik lammet da hun blev fire år, og året efter fik hun æslet. Hun krammede aldrig sine krammedyr. Hun nussede dem aldrig og talte aldrig med dem. Og lammet og æslet ville så gerne krammes. De elskede den lille pige. Hun var så sød. De kunne ikke forstå, at de aldrig fik et kram.

En dag tog den lille pige æslet og lammet og lagde dem ned i en kasse, satte låg på, og satte kassen ind i et skab og lukkede døren.

Der lå så lammet og æslet i mørket. De tænkte på, om de aldrig mere skulle ud at se den lille pige.

De lå længe i mørket, og en dag blev skabsdøren åbnet, kassen taget ud og låget fjernet. Det var ikke den lille pige, der tog dem frem. Det var den lille pige, der nu var blevet voksen.

Hun havde aldrig glemt sine krammedyr, og nu tog hun dem op af kassen og så længe på dem. Hun lagde mærke til æslet glade smil og de fine ører og de lidt skæve ben. Da hun tog lammet op så hun, at nogle af maskerne var gået op og vattet tittede frem.

Æslet mærkede sit hjerte banke varmt for den lille pige, der nu var voksen, men som aldrig havde glemt ham. Hvad mon der nu skulle ske?

Og lammet blev ked af det og tænkte, at det nok var både for lille og for slidt til, at der ventede det noget godt.

Men det er aldrig for sent at få et nyt liv. Æslet blev sat på en seng som pynt, og lammet kom i gode hænder. Det blev syet og strammet lidt op og så endnu mere nuttet ud.

--

En sen aften lige før jul bliver æslet og lammet båret over i kirken. En julekrybbe er sat op med Maria og Josef og Jesus i krybben. Hyrderne, der var ude på marken med deres får, er der også. Æslet bliver rejst op på sine lidt skæve ben og må læne sig op ad staldvæggen for at kunne holde balancen. Lammet får lov at ligge ved siden af en hyrde. Dagene går.

Det bliver juleaften, og alle de mange, der kommer til gudstjeneste, ser julekrybben og de gamle krammedyr. Det ser hyggeligt ud.

Da alle er gået hjem, rydder graveren op, hun slukker lysene og låser døren til kirken. Der er stille, timerne går. Det nærmer sig midnat. Kirkeklokken slår tolv. Det er julenat.

Der bliver tændt lys i julekrybben, lyset skinner ned over fodertruget.

Jesus ligger i sin krybbe og sparker lidt med benene. ”Mon ikke han skal have mad”, spørger Josef Maria. Maria ser ned på sin lille dreng og nusser ham forsigtigt over den lille hånd. Han griber om hendes finger og ligger helt stille og ser på hende. Henne ved væggen tager æslet en tot af det dejlige hø. Han strækker sig og er så glad så glad. Så ser han ned omkring sig og opdager, at han har de flotteste lige lange ben. Han træder rundt i høet og beundrer sine nye ben.

Aldrig havde han tænkt sig, at han skulle være med julenat i Betlehem sammen med Maria og Josef og Jesus i krybben og få flotte nye ben.

Ude på marken ligger hyrderne og holder nattevagt over deres fårehjord. Tæt ved den ældste hyrde ligger lammet. Det ser rundt på de andre hyrder og på de andre får og lam. Nu ved det, hvor det hører til. Det er det bedste af det bedste at være her. Det må bare hoppe og danse, for det er så fantastisk. Og så ser lammet ned ad sit bryst. Det er jo hvidt, før var det lysegrønt eller lyseblåt. Det har fået den flotteste, krøllede hvide pels.

Og så giver det et spjæt i lammet. Forskrækket springer det lige op i armene på hyrden, der rejser sig i samme øjeblik. Lammet mærker hans grove hænder, der ligger som et kærtegn omkring det. Det er det første kram, lammet nogensinde havde fået.

Hyrderne står i et stærkt lys, og lammet hører en stemme, der lyder som bølger af skønhed. Lyset bliver endnu stærkere, og nogen synger så skønt, så lammet mærker det i hele sin lille krop og ønsker at synge med.

”Lad os gå ind til Betlehem og se det, som englen har fortalt os” siger hyrden, da der er blevet stille, og lyset ikke er så stærkt mere. Hyrden holder stadig nænsomt om det lille lam, der ligger lunt og trygt. Det ser og hører stadigt det, der var. Midt i bølgerne af lys og skønhed og englesang ligger lammet.

Og så går de ind til Betlehem og kommer til stalden, hvor Maria og Josef og æslet er hos den lille Jesus i krybben. De banker på, åbner stalddøren og går stille ind for ikke at forstyrre.

Nu bliver lammet forsigtigt lagt ned ved siden af Maria. Derfra kan det se ned i krybben, hvor Jesus ligger. Maria nulrer ørerne på det lille lam og stryger det over ryggen, og lammet får øje på æslet, og de to ser på hinanden, og syntes, at det er det skønneste, de oplever lige nu i stalden.

Hyrderne ligger på knæ ved krybben, og den ældste hyrde fortæller Maria, hvad de så og hørte ude på marken. Den store engel, der fortalte, at frelseren er født i Betlehem og at de kan gå ind og finde ham. Han fortæller om englesangen. Det var som om et gardin blev trukket til side, og de så ind i Himlen. De oplevede Himmelsk lys og hellig fred.

Han fortæller om stor frygt, stor glæde og skønhed.

Hyrderne rejser sig og går. De skal tilbage og passe deres får, og Maria sidder stille og tænker over det, hun har hørt.

Hun flytter lidt på sig. ”Ups”, siger hun. ”Der er da et eller andet hårdt her”. Hun stikker hånden ned i høet og finder et gyldent hjerte frem. Det er et hjerte af det pureste guld.

Både æslet og lammet og Maria og Josef ser på hjertet og undrer sig over, hvor det er kommet fra. Ingen af hyrderne har haft det med.

Et hjerte af guld.

Æslet ser ned på den lille Jesus i krybben. Maria har jo født ham. Man kan se, at han ligner hende på næsen og ved munden.

”Han ligner ikke Josef” siger æslet til lammet. Lammet ser nøje på den lille. ”Nej, det gør han slet ikke” siger det. ”Han har et blik, der ser ud, som om det rummer hele universet”.

Æslet stryger med sin mule blidt hen over panden på den lille i krybben. ”Han dufter himmelsk” siger han.

De er stille lidt.

”Josef” siger Maria. ”Jeg har haft så svært ved at huske, hvad englen sagde til mig i Nazareth: At jeg skal føde Guds Søn, og at han er verdens frelser, men nu sagde hyrderne det jo også. De fik også engelbesøg”.

Lammet vifter med sit ene øre, drejer hovet over mod Maria og ser så hen på æslet.

”Nå, så det er Gud, der er hans Far” hvisker lammet til æslet, ”men hvad betyder det?”

Lammet spekulerer, æslet tænker sig grundigt op, så får æslet en lys idé:

”Hjertet, Maria fandt”, siger æslet - der er jo noget rødt i det guldhjerte. Det ligner hjerteblod. Tror du, at det er Guds hjerte? Tror du, at Gud har givet sit hjerte til Maria?”.

”Det ved jeg ikke”, siger lammet. ”Men Gud må da savne Jesus i Himmelen. Der plejer han jo at være”.

”Så han giver sit hjerteblod, når han nu sender sin lille dreng ned til os” siger æslet. ”Hvad skal han også her. Han kunne være blevet i sin Himmel hjemme ved sin Fader”.

”Hvis Gud giver sit hjerteblod, når Jesus er sendt hertil og savner ham i hjemme i Himlen, hvor han plejer at bo, så må der være en grund.” siger lammet. ”Der må være en mening med, at han er her”.

Maria sidder og nusser sin fine lille dreng. Hun har taget ham op på skødet. ”Da jeg blev gravid” siger hun til Josef ”læste jeg om den unge pige - jomfruen der skal føde en søn. Der stod også noget om et fredsrige, en verden uden ondskab. Tror du, at han skal gøre verden ny, så den bliver et bedre sted at være?”.

”Det er den ingen, der kan” mener Josef. ”Hvordan skulle han kunne gøre det. Så skal han i hvert fald være noget særligt. Kun Gud kan gøre verden til et bedre sted. Og måske er der nogen, der ikke vil være med til, at han gør verden til et godt sted. Måske vil de hellere have at den bliver ved med at være, som den er”.

Æslet hat slået ørerne ud og lytter.

”Jeg tror” siger han til lammet” at han er sendt til verden for at vi skal leve et nyt liv. Se på mine ben og din smukke hvide pels. Vi bliver aldrig mere, som vi var. Det er jeg helt sikker på. Vi har fået et helt nyt liv. Det havde vi da aldrig troet, skulle eller kunne ske. Men det er sket.”

”Han bærer Guds kærlighed med sig” siger lammet ivrigt. Jesus, Marias lille dreng, bærer Guds kærlighed med sig. Kærligheden fra Gud er her. Det er den kærlighed, der har forandret os. Han vil os det godt. Og så vil han også alle mennesker det godt.”

”Og alle dyrene” siger æslet. – ”Og træerne og blomsterne” siger lammet. ”Alt det hele”.

”Det hjerte – og det hjerteblod. Der må være noget særligt med det, siden Maria fandt det”, siger æslet.

”Jeg ved det” siger lammet. ”Han den lille, Guds Søn og verdens frelser og Marias søn: Han er Guds kærlighedspant i verden. Når han er sendt hertil, så ved vi, at Gud elsker verden og alle os”.

Og de smiler til hinanden, lammet og æslet, og ønsker, at de altid kan være der i stalden i Betlehem og være med i Guds store historie om hans kærlighed til os.

Lisbeth Thomsen, Sognepræst