En rose så jeg skyde
op af den frosne jord,
alt som os fordum spå’de
profetens trøsteord.
Den rose spired frem
midt i den kolde vinter
om nat ved Betlehem.

Michael Prætorius 1609

Denne adventssalme er kendt af de fleste, og det er også en af de salmer, som jeg får bemærkninger for, hvis ikke den bliver sunget i december. Rosens skønhed er blevet lovprist i poesien helt fra tidernes morgen, og roser kan bruges til alt lige fra kærlighedserklæringer til valgpropaganda. I julesalmen er rosen et billede hentet i Det Gamle Testamente, nemlig hos profeten Esajas, der har skrevet en af de tekster, der hører julen til, som en profeti om Jesu fødsel: »Men der skyder en kvist fra Isajs stub, et skud gror frem fra hans rod.« Det er i øvrigt, samme skriftsted, som kalkmaleriet på nordvægen i Saltum Kirke er malet ud fra. Men i salmen blev det så til en salme om Jesus som rosen, der trodser kulden og den frosthårde jord. Rosen spirer frem for at bære vidnesbyrd om lyset, der skal komme at bryde vintermørket. Rosen og vintersolhvervet tolker julens betydning: Hvordan det kulderamte liv varmes ved Guds Kærlighed.
Jeg håber, at vi alle varmer mennesker i vores nærhed, som har brug for os og vores støtte og opmærksomhed. Og jeg håber, at vi bliver bedre til at prioritere støtte, og omsorg til de udsatte. Mennesker skal ikke bare holdes frostfri, de skal have et liv med andre mennesker, nærvær, opmærksomhed og en flig af Guds Kærlighed derved.
Hvor godt det ville være, hvis vi alle i løbet af julen oplever en stråle af Guds kærlighed, men også at vi helt konkret bliver mødt af et medmenneske.

Med disse ord et stort og velment ønske om en glædelig jul til alle.
Schjoldager