Postcorona!

Jeg er nok ikke den eneste, der syntes, at forårets krise var helt og aldeles surrealistisk, og at det på alle måder ændrede min hverdag og sociale handlingsmønster. Men som præst nagede det mig virkelig, at netop hvor vi havde brug for sammenhold, fællesskab og hjælpsomhed, noget som er folkekirkens spidskompetence, der var vi tvunget til at låse døren til kirken, aflyse gudstjenester og arrangementer, føre de fleste sjælesørgeriske samtaler via telefonen og hjælpe så godt vi kunne – på afstand! Det her er langt fra en kritik af at vi måtte lukke – nærmest tværtimod, jeg er dybt taknemmelig og fuld af beundring for alle de mange mennesker, der på en eller anden måde i stort og småt, tog ansvar, hjalp og skabte sammenhold, og jeg er både glad for og stolt af, at vores folkekirke gjorde det samme, men i hele perioden savnede jeg stadigvæk et nærværende fællesskab i ordets mest bogstavelige betydning – som en kontrast til ”på afstand”. Jeg har glædet mig til, vi kunne få liv i kirkebygning og sognegård igen og skrue op for vores fællesaktiviteter, og så rejser jeg til Afrika, og må nu savne nærværet med jer endnu en gang.

Men under det hele dukkede der nye måder at styrke fællesskabet og for så vidt også nærværet (så godt som vi nu kunne under omstændighederne) på. Jeg så mennesker, der handlede ind for dem, der af den ene eller anden grund ikke selv kunne gøre det. Mennesker mødtes og drak kaffe sammen via de sociale medier, og der blev afholdt gudstjenester der i stort tal blev fulgt ligeledes på de sociale medier og hjemmesider rundt omkring. Og så lagde jeg mærke til at fællessang hver for sig også blev populært. Her i landet har vi altid haft tradition for at synge også i krisetider, vi måtte fx desværre aflyse et arrangement i byen, hvor vi skulle samles, fejre befrielsen den 4. maj og netop synge de sange, som mennesker samlede sig omkring i 40´erne. Folkekirken har haft en central rolle i bevarelsen af den sangtradition, her er rammerne for at musikere og kor samles for at fastholde sangen, og jeg kan bare sige, at både organist og præst er bevidste om, at vi til gudstjenesterne kommer bredt ud i alle salmebogens kroge i løbet af kirkeåret netop for at fastholde et bredt kendskab til salmerne. Folkekirkens salmebog repræsenterer vores sangtradition igennem 1000 år, og i tillæg dertil har højskolesangbogen været flittigt brugt til alt, hvad der er foregået i sognegården, så det glædede mig, da jeg læste, at netop højskolesangbogen for første gang dukkede op på boghandlernes bestseller-liste – vi synger stadigvæk i fællesskab, og hvor det bekræfter mig i vigtigheden af, at vi fortsat bliver ved med det.

Det er måske lige akkurat nu tiden til at genopdage, hvor meget fællesskaberne betyder for os. Hvis der er noget, coronakrisen fortæller os, er det, at alle liv er forbundet med hinanden. Der findes ikke noget menneske, som kun er sin egen lille verden, og som selv bestemmer over sit liv. Forhåbentlig er vi efter denne epidemi vågnet op til en ny sans for, at fællesskabet er før individet, og hensynet til andre går forud for hensynet til én selv. Vi er del af et stort menneskeligt fællesskab – på godt og ondt. Vi smitter hinanden, ja, men vi lever også af hinandens smittende smil, omsorg og kærlighed. Hvad ville vores liv være uden øjnenes nærkontakt – den som vi savnede medens vi kun kunne nå hinanden via computeren? Fællesskabet er det første og bærende i vores liv, og det mærker vi, når vi savner den normale selskabelige omgang med hinanden. Vi bærer stadig omsorg for hinanden, vi hjælper stadigvæk hinanden, vi synger stadig i fællesskab, måske blev vi også mere bevidst om, hvorfor vi gør det, at det fællesskab ikke er en selvfølge, men at det lever af, at vi tør tro sammen, at vi har modet til at håbe sammen og at vi tør lade kærligheden slå rod i os, så den bliver til næstekærlighed, der med glæde smitter imellem os. ”Ind i fællesskabet” – det kunne være et passende mantra ”postcorona”!