Rundkørsel

Der er noget urokkeligt over Saltum kirke, som den ligger der ved rundkørslen. Fra nord, syd, øst og vest, suser folk forbi. Men ingen, der passerer rundkørslen, kan undgå at bemærke Saltum kirke. Hvis den en dag forsvandt, ville man ikke vide, hvor man var. Den er et kendemærke i landskabet, men den er mere end det, den er også et hus, der kan bruges.

Mon ikke alle kender de nætter, hvor man ikke kan sove for bare bekymringer. Hvordan skal det gå, hvordan skal jeg klare det og det? Som en snurretop kan det køre rundt i hovedet på en. Og man kommer ingen vegne. Bekymringer i sig selv forandrer ingenting. De kan ikke betale regninger, ikke skaffe arbejde, ikke overvinde sygdom. Tvært imod. De suger kraften ud af en. De giver sorte rande under øjnene. De forkorter ens liv.

Som alle vore bekymringer, kommer også dem, der kredser om os selv, af vort ønske om, at have styr på tingene. For os at se, er alt det, vi ikke har styr på, meget bekymrende. Derfor lægger vi planer og forsikrer os så godt vi kan, holder kroppen i form og sparer op til vor pension. Og så skal der alligevel bare en virus til for at tippe den møjsommeligt opbyggede sikkerhed. Fra den ene dag til den anden kan alt være forandret, vort udkomme truet, alle vore planer lagt ned.

Det er ikke rart, når alting er så usikkert, ligesom at stå nøgen. Men vælger man der ved rundkørslen at køre af vejen og parkere ved kirken og gå til gudstjeneste, giver man sig selv en mulighed for at se den nøgne virkelighed i øjnene, og få hjælp til at leve med den uden at fortvivle.

Her kan du høre, jo, det er rigtig nok, du har dybest set ikke styr på noget som helst. For alt er i bund og grund gave. Du har fået livet, fordi Gud ville det, på de betingelser han har sat. Du lever kun, fordi han stadigvæk under dig at være til på denne klode. Og når du klager over at være til på de vilkår, der gælder for en jordboer, så er det fordi du har glemt, hvem du i virkeligheden er.

Vorherre Jesus levede under de samme usikre vilkår som os. Men han blev ikke fornærmet på sin himmelske Far. Tvært imod, han levede i fast tillid til ham uanset, hvad der skete. Og sådan blev han fri til at udrette mirakler for andre. Han bekymrede sig ikke for sig selv, til gengæld gjorde han det for sine medmennesker. Han havde bl.a. gode ord at sige til alle, der bekymrer sig, ord som også er til os:

”Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.”

Det sidste vidste vi nok, men vidste vi også, at hver dag har nok i sin gave? At Gud er der og vil sørge for os, selv når plagerne, bekymringerne, sygdommen er ved at tage livet af os?

Vore tanker har det med at gå i ring. Midt i rundkørslen var det måske en idé at standse ved for eksempel Saltum kirke en søndag, gå indenfor til gudstjeneste og bare sætte sig og sænke skuldrene, være til stede og tage imod. – For mig er det ligesom en slags tankstation, hvor man får det brændstof, der skal til for at komme ud af den opslidende rundkørsel, hvor det hele handler om en selv.

Arne Mumgaard