Da jeg skulle skrive til dette nummer af kirkebladet, kiggede jeg på kalenderen for at se, hvad der sker her i de tre måneder, som dette blad dækker over juni, juli og august. Det er den stille periode i kirkeåret, forstået på den måde, at der er selvfølgelig de ugentlige gudstjenester, og vielser hører også oftest til i denne periode, men derudover er der ikke rigtig nogle særlige helligdage og særlige gudstjenester. Og alligevel er det som om, man ikke kan se skoven for bare træer, for kigger man efter på bagsiden, så hedder halvdelen af søndagene noget med ”trinitatis”. Det bliver kaldt for kirkeårets hverdag, men det er lidt misvisende, for trinitatis er både en meget vigtig, gammel og aktuel højtid.

Ordet ”trinitatis” har i denne sammenhæng betydningen festen for treenigheden. Treenigheden er sammenhængen mellem Gud som Fader – Søn – Helligånd, den måde som de kristne fra kirkens begyndelse har forsøgt at give navn til Guds inderste væsen, den dybde og det mysterium Gud er. Lige siden 300-tallet er treenigheden blevet fejret ved en særlig gudstjeneste, og fra 1300-tallet indførtes en speciel festdag til ære for Treenigheden. Denne dag blev placeret søndagen efter pinse, for at fuldbyrde rækken af helligdage, som fejrer hver sit led i treenigheden jul, påske og pinse.

Noget helt usædvanligt ved trinitatis er, at den er næsten alene om ikke at have udgangspunkt i en historisk hændelse, som de fleste andre højtider. I stedet så er det teologiske tanker om, hvad Gud er, og hvilket forhold der er imellem treenighedens ”personer”, og den betydning det får i forholdet mellem Gud og mennesker, der er dagens ærinde. Og det er netop, synes jeg, den aktuelle side, for i trinitatistidens tekster og gudstjenester er muligheden åbenlyst til stede for at overveje mit eget forhold til det guddommelige, her er netop ikke knyttet en historisk begivenhed til, der bestemmer nogle faste rammer, her er der plads til at overveje min egen tilknytning til det, der er større end mig selv, læner jeg mig op af oldkirkens gamle skelnen og definition, eller har den udviklet sig, ligesom alt mulig andet, og i så fald hvad og hvor tør jeg tro på, at Gud er for mig. Det er en nødvendig overvejelse for troens sammenhæng med eksistens, hvis det skal give mening i det inderste af os selv, og derfor er trinitatis ikke bare en henlagt og lidt overset højtid, den er tværtimod meget aktuel og nutidig.

Jeg har læst et sted, at Treenigheden kan sammenlignes med akkorderne på et klaver. Her spilles tre forskellige toner samtidig men udgør alligevel en samklang, de virker smukkest og stærkest når de klinger sammen. Treenigheden bliver ofte beskrevet, som vores forsøg på – i mangel af ord - at tale om den fuldkomne kærlighed. Det er ikke et beskrivende sprog men et billedsprog, for hvordan skulle man ellers tale om Gud. Gud er et mysterium – et kærlighedens mysterium – hvis vi lytter til akkorderne bearbejder dem og gør dem til en del af os selv, så hører vi måske klangen af kærlighed/åbenbaring/liv eller måske af nærvær/samhørighed/kraft – det er det trinitatistiden handler om. 

Schjoldager