”Guds Rige” er en hvad-for-én?

Sidste år i marts var samtlige præster i Jammerbugt på provstikursus i Haslev, hvor vi fik fyldt inspiration på tanken i ordets bogstaveligste forstand, og hvor vi havde muligheden for at få talt med kollegaerne og nyde vores sociale fællesskab. Det er nærmest et fast ritual, at der bliver sunget fra Højskolesangbogen, og vi var nogle stykker, som foreslog ”Guds Nåde er en vintergæk” af Simon Grotrian. Jeg nyder både melodien og Grotrians billedrige og stemningsmættede sprog, men jeg kunne også godt fornemme, at salmen delte vandene en anelse blandt kollegaerne. Navnlig måden Grotrian skaber nye ord, der for nogen gør salmen vanskeligt tilgængelig, for hvad er en ”ammesø”, en ”tordensol” eller en ”englekø” for noget? Jeg havde egentlig blot nydt at synge salmen, men der i sofahjørnet på kursusstedet, kom vi til at tale mere om indholdet, og så meldte eftertanken sig.
Salmen bevæger sig hele tiden imellem det umiddelbare og de vanskelige og metaforiske udtryk, det er med til at give den ynde og tyngde på samme tid. Men måske er betydningen af ordene meget mere ligefrem, end vi gør dem til. At Guds nåde faktisk er en helt konkret vintergæk, som skyder op af den frosthårde jord med sin hvidgrønne krone. Så handler det ikke om, hvad den overraskende sammenstilling egentlig betyder, hvad vintergækken egentlig er et billede på. Det overraskende i sammenstillingen ligger derimod i at skulle se vintergækken i sin have eller i vejgrøften med helt nye øjne. Nemlig som en nådeshandling fra Gud. Som et konkret udtryk for Guds nåde, der oplader sindet og varsler lysere tider på en kold og mørk vinterdag. Betydningen ligger med andre ord ikke bag, men i vintergækken selv. I alt det, den rummer med dens ligefremme nærvær og ukuelige livskraft. Vintergækken er bare en vintergæk og netop derfor et enkelt og stærkt udtryk for den nåde, som hele skaberværket er. At kunne se dette, er at kunne se verden med troens øjne. Det er en øvelse i oprigtigt og helhjertet at kunne synge ”Guds nåde er en vintergæk” uden at behøve at tænke på andet end en enkelt vintergæk. På den måde er ”Guds Nåde er en vintergæk” hverken indviklet eller kompliceret, en englekø, er en kø af engle, en tordensol er en sol, der både gavner og virker truende. Salmen er måske så enkel og ligefrem og beskriver verden med et blik, som vi har aflagt os for længe siden, det er en mulighed, som jeg selv hælder til – men det ændrer ikke på, at det stadigvæk sidder i mig helt tilbage fra vores kursus sidste år - det undrer mig altså endnu trods ihærdige forsøg, hvad i alverden er den der ”ammesø” for en?!   

Schjoldager