”Dejlig er den himmel blå
Lyst det er at se derpå
Må de gyldne stjerner blinke
Må de smile, må de vinke
Os fra jorden op til sig
Os fra jorden op til sig”

Jeg er næsten sikker på, at de fleste vil begynde at nynne med på melodien, når de læser dette første vers af salmen ”Dejlig er den himmel blå”. En salme som vi alle kender og som er en uundværlig del af julen for mange. Men jeg tror mange glemmer, at den egentlig først høre til i januar. Det gør den, fordi det er helligtrekongersalmen over dem alle, og helligtrekonger markerer i vores del af verden afslutningen på julen. Fortællingen om de tre hellige konger, som kom for at finde det lille nyfødte barn i krybben, er en af de kendteste i Det nye Testamente, derfor findes der nok heller ikke den tekst i bibelen, som er omgivet af så mange billeder og forestillinger, og det har fået historieskrivere op igennem tiderne til at skrive videre på historien og har fået traditionerne til at gro, for når alt kommer til alt, så står der forbløffende lidt om de tre mænd, det er temmelig lidt vi rent faktisk ved om dem, og om hvad det egentlig var, der skete.

Legenderne om Kaspar, Melchior og Balthasar er mange, men navnene i sig selv er en langt senere tilføjelse. Vi plejer at kalde dem hellige tre konger, selvom der ikke står noget som helst om, at de var hellige, eller at der var tre af dem, eller at de var konger i det hele taget. Det er alt sammen noget en senere tradition har føjet til. Så hvem var disse vise mænd egentlig. Vi ved som en kendsgerning, at for 2000 år siden i de sidste af kong Herodes regeringår, kommer planterne Saturn og Jupiter så tæt på hinanden, at de ligner én enkelt meget klar stjerne. Og som de har stået på himmelen, kan vi godt gå ud fra at datidens astronomer har bemærket det. Der er fundet lertavler i ruinerne af et gammelt observatorium ved Eufrat, som nøje beskriver begivenheden og kommer med en tydning lignende den, vi hører om i Bibelens beretning. Så teksten fører os til en kultur hvor stjernetydere nød stor agtelse. De tre vise mænd var astronomer – hverken mere eller mindre. De udforskede himmelen, og i overensstemmelse med den tids forestillinger tillagde de deres observationer religiøs betydning.

Dybest set er der meget bygget ovenpå fortællingen om de vise mænd, men fortællingen er vigtig, fordi vi slutter julen med at høre, at vi – som de vise mænd – sendes videre ud på den vej, vi skal gå, og ud i det liv, vi skal leve, med julens evangelium klingende i sind og bevidsthed. Da de ser ned i krybben, ser de det, der også er det vigtige for os i beretningen om de vise mænd, at Gud er kommet til vores verden, her i blandt os tog han bolig. Gud er ikke i Templet i Jerusalem, eller i Mekka og for den sags skyld heller ikke i religionskrigene, eller på et kontonummer i banken. Dette er netop ikke kun er en smuk beretning, men det er fortællingen om, at de fleste af os hører til i hverdagen - i stalden om man vil. For menneskeliv leves ikke østen for solen og vesten for månen, livet er ikke én stor lykketilværelse, hvor alt går, som vi gerne vil have det til. Men det er vigtigt nok heller ikke en historie om, at så er vi jo nødt til at blive hvor vi er, at vi ikke kan flytte os, at vi er låst fast i mørket, men vi lever i en hverdag – en hverdag, hvor Gud er en del af den. Vi bærer budskabet med os hele året rundt - længe efter julelysene er slukket. Ud i hverdagen og ud på vores egen vandring, at Gud blev mennesker så nær, som mennesker er hinanden, at stjernen fra Betlehem stadigvæk lyser i os, og at julens fred, glæde og håb stadig lever i os, og forhåbentligt kan vi se mulighederne for glæde og lys også i vores hverdag.