Sjælesorg

Ordet sjælesorg betyder omsorg for sjælen. Samtalen kan dreje sig om eksistentielle eller åndelige emner, om det du har på hjerte. Det kan være alt fra at have mistet et nært familiemedlem til at være lettere deprimeret. I sjælesorgen kommer man af med det, der tynger, og man får en skulder at græde ud ved.

Emnet behøver heller ikke være kristent, selvom sjælesorg ofte kan ende med at blive til en samtale om mere åndelige spørgsmål. Tit handler sjælesorgssamtaler om eksistentielle emner – for eksempel ensomhed, sorg, håbløshed, frygt, identitetskrise eller tvivl. Det kan også handle om et knust hjerte, familiekonflikter, mobning, præstationsangst, følelsen af meningsløshed eller følelsen af ikke at være god nok. Der findes ikke ”rigtige” eller ”forkerte” emner at tale om. Ønsker man sjælesorg, ringer man eller sender en mail til mig og aftaler en tid. Det er en overordentlig vigtig del af mit arbejde at tale med folk og yde sjælesorg, og jeg er underlagt tavshedspligt. Derfor kan man trygt tale om lige det, man har brug for.

Tavshedspligten er vigtig at belyse, og der må ikke være nogen tvivl om, hvordan den er afgrænset. Tavshedspligten er i forbindelse med præstens sjælesorgsarbejde absolut (modsat de fleste andre faggrupper i Danmark som fx læger og advokater, der af domstolen kan pålægges, at afgive vidneforklaring) og nærmest ubrydelig, den har rod i Chr. Vs Danske Lov af 1683, hvori det hedder:

”Præsten maa ikke (uden sit Kalds Fortabelse) aabenbare hvad nogen for hannem i lønlig Skriftemaal bekient haver, med mindre det kunde angaa noget Forræderj, eller Ulykke, som ved Præstens Aabenbarelse kunde forrekommis; Og dog bør dens Navn, som det bekient haver, saa vit mueligt er, at fortiis.”

Tavhedspligten kræver med andre ord fuldstændig tavshed om fortiden og tillader kun afsløring af planlagte meget alvorlige forbrydelser (fx drab el. grov vold) og kun med henblik på at hindre dem. Derimod er der ingen pligt til at anmelde en allerede begået forbrydelse, hvor alvorlig den end er. Der har dog de senere år været en debat vedrørende den skærpede indberetningspligt, som vedrører børn og unge under 18 år, der blev indført i 1998, som i praksis også gælder folkekirkens præster, selvom der har været enkelte tilfælde, hvor kirkeministeriet har vurderet, at folkekirkens præster ikke var omfattet af den skærpede indberetningspligt.

Kristian Schjoldager