Påske i Jerusalem
I Jerusalem lige uden for bymuren rundt om den gamle by ligger der en dejlig have. Der er blomster og blomstrende buske og træer, når man kommer i foråret.
Det er en velplejet have med stier, der snor sig rundt, men der er mere end skønhed. Haven blev anlagt i forbindelse med, at den engelske general Gordon mente, at han havde fundet stedet, hvor Golgatha lå. Det sted, hvor Jesus blev korsfæstet, lignede en hovedskal, et kranium, og der er noget ved Gordons Golgatha, der minder om det.
Der er mere endnu. Nederst i haven ligger der en grav fra Jesu tid. Graven er hugget ud i klippen. Man går gennem en lav lille dør ind i et rum med en stenbænk, og på højre side i det lille rum er der endnu en dør til et andet kammer.
Det er en rig mands grav. Det har krævet noget at hugge den ud i klippen. Den tilhører en slægt, hvor man begravede sine døde efter den tids skik. Jesus var en nær ven af Josef af Arimatæa, og det var hans grav, der netop var blevet klar til ham. Disciplene fik lov at lægge Jesus der. Alternativet var, at Jesus ville være blevet brændt i Hinnoms dal, som de fattige og forbryderne blev det.
Jesus blev korsfæstet. Det var forbundet med den værst tænkelige lidelse. I Mel Gibsons film ”The Passion of the Christ” følger vi det sidste halve døgn i Jesu liv. Det, der måske står stærkest, er, at Jesus lod det ske. Han bliver slagtet. Han dør som de påskelam, der bliver ofret i templet, lige ved. Det er de fineste lam, der ofres. Jesus er Guds lam, der bærer verdens synd og fører os til Gud. Vi er rene og elskede som han selv.
Michelangelo, der er kendt verden over for sine skulpturer og kunstværker, skabte som 25-årig Pietá, der står lige inden for ovre til højre, når man kommer ind i Peterskirken i Rom. Her ser man Maria, Jesu mor, der sidder med sin døde søn, da han er taget ned fra korset. Hun sørger. Et helt liv sammen med ham er afbildet i hendes sorg. Hun holder ham fast, for ellers vil han glide fra hende, og sådan er det med vores sorg. På én gang holder vi fast ved den, der er død fra os, og samtidig må vi give slip.
Det gør ondt at måtte give slip. Den døde Jesus lægges i gravhulen, stenen rulles for, den døde hviler. Påskemorgen går kvinderne, der har fulgtes med Jesus sammen med disciplene, ud til graven for at salve den døde og udføre den sidste kærlighedsgerning.
De kommer for sent. Jesus er der ikke. Grundtvig skriver om det i sine påskesalmer – om haven, påskeblomsten, om stedet, hvor han lå, men nu ikke mere ligger, om kvinderne der løber fra graven, om mødet med den opstandne. Jesus er trådt ud i livet igen. Han kommer tilbage med liv til os, liv der aldrig dør. Påskemorgen fortæller, at han har magt over døden. Han besejrer døden indefra.
Det giver håb for os, når døden har fået det sidste ord. Vi har lov at tro og håbe, at vores døde er hos Gud.
Lisbeth Thomsen