Når dette blad udkommer, så står vi atter midt i ræset – juleræset altså, og det selvom der faktisk er nogle uger til jul endnu. Forberedelserne til jul er for alvor gået i gang - også i kirken, de store lys på alteret skiftes til nye, alterkalk og disk pudses ekstra fine, alterdugen skiftes, lysestagerne pudses, det hele gøres klar til at gå et nyt kirkeår i møde. Butikkerne rundt omkring begyndte ganske vist at sælge pebernødder, brunkager og læssevis af halvgrimt julepynt for mere end én måned siden (og i år tror jeg nok, jeg har set rekorden, jeg så pebernødder i et supermarked i Hjørring allerede sidst i september), men det har jeg af et godt hjerte og så vidt muligt forsøgt at undgå, for det gør mig julestresset, nærmest medens æblerne endnu falder af træerne, og det er også med til at øge risikoen for at blive juletræet førend det egentlig bliver jul, og det er synd og skam, for jeg holder meget af jul.

Det er heller ikke for at ødelægge julestemningen, jeg nævner det, for jeg glæder mig også til den 24.dec. hvor kirkerne er fyldt op og den fantastisk gode stemning fylder salmesangen med glød og stor glæde. Men når kirkerne er tømt den sidste gang den aften og julemiddagen er spist og træet tømt, så sker der alligevel noget særligt. Julefreden sænker sig lige så stille men sikkert henover os. Der er noget helt specielt over Juledag. Jeg indrømmer blankt, jeg elsker Juledags ro og fred, på mig virker det, som om vi alle endelig kan slappe lidt af og tage det roligt. Spændingen og forventningerne er udløst, alle er mætte og vi skal hverken bage, fælde juletræ, vaske gulv, pynte op, vi kan med god samvittighed sidde med en god bog, lytte til musik eller bare tale sammen, vi kan sidde blot hygge os, være sammen og nyde hinandens nærvær.

Det er ligesom når man tænder lysene i juletræet Juledag, at så starter man på en helt ny begyndelse. Lyset fortrænger mørket, hvad enten det er et ensomt lys i en dekoration eller en hel hær af lys fordelt ud over juletræet. Lyset skinner i mørket og mørket greb det ikke, alt er rent og skært, alt er fred og harmoni, og vi har vores helt egne ritualer, med julefrokost, familiekomsammen, lange gåture, uanset hvad så er det næsten som om julemorgen er en ny begyndelse i en gammel slidt verden – mens vi stille nynner: slægt skal følger slægters gang. Julen står som en sprække af håb ind i vores virkelighed, som jeg meget nødigt giver afkald på - et håb barnet i krybben tænder i os lige fra den julenat, for med det håb kan vi ønske hinanden en glædelig og velsignet fredfyldt jul, der kan rumme en vigtig dybde i vores tilværelse. For med stjernen, der lyser julenat også på os, fødes troen og håbet om Guds fred i en ufredelig verden. Guds kærlighed i en ukærlig tid. Guds evighed i den begrænsede tid, som jeg har fået tildelt, sådan at vi selv kan være en sprække af varme, et glimt af lys og en kilde til kærlighed for andre menneskers liv.

Med ønsket om at julefreden må sænke sig og bringe os alle en glædelig jul.

                                                                                                                                        Schjoldager