Afløseren for stress

”Det er vor tids afløser for stress som folkesygdom”, sådan hørte jeg i radioen for et par måneder siden fremtidsforsker og sognepræst (fhv. sognepræst i Ingstrup) Birgitte Kragh Engholm omtale ensomhed, og hun tilføjede, at hvor vi efterhånden taler åbent om stress og forsøger at afhjælpe den, så er ensomheden stadigvæk tabubelagt, og ofte føler vi, at vi ikke kan gøre noget ved det. Min egen erfaring med samtaler om ensomhed er, at vi står overfor den tid på året, hvor ensomheden langsomt spidser til og føles hårdere i takt med at dagene kortes, mørket får mere magt, og vi derfor gradvist opholder os mere og mere inden døre hver for sig og får svære ved at få øje på hinanden. Værst ser det ud i december, hvor de, der føler sig mest ensomme, dagligt bliver konfronteret med ”hjerternes fest”, og hvor det bliver meget tydeligt, hvilken forskel det gør at kunne tale om ”hjerternes” fremfor ”hjertets”, det er en ond spiral for ser man fællesskabet på afstand, bliver det ofte endnu svære at træde ind i det.

Det ER et alvorligt problem, over 350000 danskere føler sig alvorligt ensomme, og blandt de unge mellem 16-24 oplever 12 procent en alvorlig ensomhedsfølelse, og intet ser ud til at kurven er knækket – det er endda på trods af et aktivt liv på de sociale medier, det ændre bare ikke på, at vi stadigvæk kan mangle følelsen af nærvær og fællesskab. Folkekirken forsøgte netop for at få fat i de mennesker, der sidder ensomme bag skærmen i 2016 at etablere ”Sjælesorg på Nettet”, men allerede det første år var der over 4000 henvendelser, og der var brug for ekstra ressurcer.

Kirkens forpligtigelse til at træde hjælpende til, synes jeg, har rod helt tilbage i dåben. Netop dåben vidner om en grundindstilling til det menneskesyn, som vi i vid udstrækning bygger vores holdninger, fællesskaber og samfund på – og som vi efterhånden må erkende ikke er en selvfølgelighed længere.

”Se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”;

sådan bliver der sagt ved hver eneste dåb, det er tegnet på og rammen omkring hvert eneste menneske, at det er et set, et anerkendt og et elsket menneske som et grundvilkår, det er en gave, et menneskeværd der altid vil stå urokkeligt fast, uanset hvad vi så end i tilværelsen vil støde på eller vil kunne præstere. Guds grundlæggende kærlighed er et fundament – en menneskeværdighed - givet kvit og frit, den skal man ikke gøre sig fortjent til, den er der på forhånd – og det vil altid tale ensomhed imod. Men det stopper ikke der, for det ville være et letkøbt argument, at det er givet på forhånd, at ingen længere kan føle sig ensomme – det vil være at løbe fra næstekærligheden og ansvaret overfor hinanden. Vi skal gøre vores, støtte, hjælpe og vise hvert medmenneske, der har brug for det, netop det menneskeværd, som også de har del i.

Der ligger i mange af de aktiviteter, der starter op i sognegården nu efter sommeren, netop et element af fællesskabet, og det er ingen tilfældighed – menighedsfælleskabet har været en del af kirkens DNA igennem snart 2000 år, og her skal der være nærvær, samvær og respekt for medmennesket, om så det er til fællesspisning, korarbejde, sogneaftner, masker med mening, gudstjenester for unge og ældre eller hvad, der nu end forgår i kirke og sognegård. Alle er hjertelig velkomne, men om vi rent faktisk hjælper mennesker, der føler ensomhed, er ikke til at sige, og det skal ingen nødvendigvis vide, men jeg er sikker på, der er frivillige der gerne vil, og jeg er sikker på, vi også i fællesskab kan gøre en forskel. Tak til dem der er med, og velkommen til dem, der gerne vil være det.

Kristian Schjoldager