BeFRIelsen

Det er en lys tid, vi går i møde nu, jeg tror ikke, jeg er den eneste, der går og glæder mig over at det vælter op af jorden med planter, og til at der igen kommer grønne farver frem overalt. Det er fantastisk hvert år, at opleve, hvordan bøgen finder de små lysegrønne blade frem. Vi kan frit gå rundt og alle steder lægge mærke til naturens kraftpræstation. Det er forår, det er en lys tid og det er snart 4. maj, en dag som uløseligt er forbundet med lys og frihed her i landet og navnlig i år, hvor vi mindes 75 års dagen for befrielsen.

Jeg har lært, at man sætter tændte lys i vinduerne 4. maj, men hvor mange gør det egentlig længere, og hvor mange er det, der tænder dem for at mindes befrielsen uden at skænke det en tanke, at vi også tænder lysene for at minde os om, at friheden ikke er en selvfølge. Jeg kan kun sige, at jeg har tænkt mig at holde traditionen i hævd, hos mig skal der være lys i vinduerne, for at leve i frihed – at være et frit menneske – det er noget, vi heldigvis sætter højt, og noget vi sætter pris på – ja, vi betragter det som et grundvilkår for et menneske, at det kan leve i frihed, og måske glemmer vi, dels at en stor del af verden ikke har mulighed for at dele vor betragtning, og dels at vor højt besungne frihed IKKE er ensbetydende med, at vi hver især bare kan gøre, hvad vi vil, at frihed forpligter, giver ansvar og kræver omtanke og velovervejede handlinger. Tendensen er, at vi søger den grænseløse frihed (hvis man da overhovedet kan tale om den, når man blot ved at have telefonen i lommen altid er holdt øje med, konstant udsættes for målrettede reklamer og at vore personlige oplysninger handles med som enhver anden handelsvare), der ingen konsekvenser har, men frihed bliver tom, hvis den er gratis. Et godt eksempel, som lægger os meget på sinde, er at ytringsfrihed fx nødvendiggør, at man ikke bare siger hvad som helst uden at tage ansvar for det, man siger, og for den videre dialog mellem mennesker. Man skal passe på ikke at begrænse friheden hedder det, og det er blevet umoderne, ja nærmest tabu, at kæde ordet frihed sammen med ansvar, selvom de to ting hænger uløseligt sammen.

Vi kan måske godt forsøge at kappe alle bånd og bindinger, alle regler og normer, for at opnå den absolutte frihed og måske også have succes med det, hvis man da kan kalde det en succes – men frihed uden at tage hensyn til næsten, uden at tage ansvar for at hjælpe den som har brug for mig og uden at tænke på vi altid er forbundne med hinanden, det er ikke frihed, det er egoisme og ligegyldighed – så vil jeg hellere erkende, at vi altid vil være forpligtet på et ansvar overfor medmennesket, og at friheden betyder, at vi selv har muligheden for at træffe valg om, hvordan vi vil gribe det ansvar an. Det er uundgåeligt, vi står altid med en del af vore medmenneskers liv i hænderne, og det er frihedens forpligtigende ansvar at tage vare på den del.

Kristian Schjoldager