Topbanner

Kommende



Næste gudstjeneste


Sted: Saltum Kirke

Prædikant: Anette Udmark

Kirkedag: Midfaste

Dato: 2019-03-31 09:30:00

Beskrivelse:

Sted: Alstrup Kirke

Prædikant: Kristian Gram Schjoldager

Kirkedag: Mariæ bebudelses dag

Dato: 2019-04-07 09:30:00

Beskrivelse:

Næste arrangement


Sted: Sognegården

Navn: Voksenkoret øver

Dato: 2019-03-27 19:00:00

Beskrivelse: Voksenkoret øver

Ind imellem kommer fasten.

Sådan lyder slutningen på sangen om at julen varer lige til påske, vi kender den alle sammen, og mange sang den for få måneder siden. Og det er så altså den periode af kirkeåret, vi befinder os i lige nu. Den begynder efter Fastelavn helt præcis Askeonsdag i år den 6. marts og varer helt frem til Påske. Askeonsdag gik man i katolsk tid i kirke for at få tegnet et kors i panden af præsten med aske, så man blev mindet om, at mennesket er kommet af jord og igen skal blive til jord – nu var festlighederne forbi – man gik ind til eftertænksomhedens og selvransagelsens tid. Man skulle faste i 40 dage inspireret af, at det også var det antal dage Jesus fastede i ørkenen. Det er en tid hvor tekstrækkerne byder på spændende tekster, hvor ondt og godt for alvor brydes, som man også mærker, at det gør det i én selv, især her på denne årstid, hvor lyset vender tilbage også i sindet, men mørket stadigvæk har indflydelse på os.

Jeg må indrømme, at personligt har jeg aldrig selv fastet i fastetiden (jeg har dog forsøgt en enkelt gang, men det gik som med de fleste nytårsforsætter), men jeg møder flere og flere, der gør det. De afholder sig i perioden frem til påske fra et eller andet, som ikke nødvendigvis er mad. Nogen holder sig fra cigaretter, vin og spiritus, andre drikker ikke kaffe eller the og spiser ikke slik eller bestemte fødevare. De taler næsten samstemmende om eftertanke og indre ro, og som de beskriver det, så lyder det på en eller anden mærkværdigmåde helt tiltalende. Jeg kan faktisk godt se, hvad de mener, fasten kan godt ses som en slags mod-kultur til det "fordi-jeg-fortjener-det" samfund, som vi ellers ofte omgiver os med, hvor individualisme og stigende forbrug efterhånden ses som dyder. At give afkald ses ofte som at mislykkes, at være afskåret fra det virkelige liv. Men i fasten erfarer vi en anden betydning og et andet indhold af at give afkald: det enkle liv for medmenneskets skyld; friheden i ikke altid at vælge "mig", men også at kunne give slip på "mig" og derigennem få åbnet øjne og hjerte for andre.

Kristian Schjoldager